Hvis man vender lærredet om, vender man så også et hierarki?

Mette Winckelmann: ”Hvis man vender lærredet om, vender man så også et hierarki?”

By Kunsten.Nu / Pernille Lystlund Matzen

Jeg står midt i et virvar af trærammer og spraglede, trykte baner af stof, der ligger spredt rundt i Gl. Holtegaards udstillingssale. Årsagen til dette systematiske rod er den danske samtidskunstner Mette Winckelmanns (f. 1971) soloudstilling Stop Calling Me Names. I skrivende stund er hun i fuld gang med at skabe en stedsspecifik totalinstallation, der iscenesætter de senbarokke udstillingsrum gennem værker i krydsfeltet mellem tekstil og maleri.

»Som kunstner har jeg en grundlæggende undren over de systemer, der eksisterer i verden, og som vi skal indgå i som mennesker. Her er det arkitekturen, haven og stedet, der er defineret i forvejen, og som jeg må prøve at integrere mig i. Samtidig lægger jeg nye regler, ritualer og dagsordener ned over husets struktur. Det er et dobbelt projekt på den måde, der både spiller med og imod Gl. Holtegaards eksisterende barokarkitektur.«

Via abstraktionen ind i samfundet
Umiddelbart synes Mette Winckelmanns abstrakte værker at kredse om form, struktur og farve. Tildeler man hendes malerier, collager og installationer en smule mere opmærksomhed, bliver det dog tydeligt, at de sanselige materialeundersøgelser anvendes som redskaber til at diskutere hierarkier, køn og kulturelle normer.

Abstraktionen er altså ikke en vej ud af konkrete samfundsmæssige spørgsmål, men tværtimod en vej ind i dem. Som udstillingstitlen Stop Calling Me Names antyder, kan abstraktionen måske være en vej ud af sprogets snærende bånd – en måde at opløse fastlåste strukturer på og i stedet insistere på formuleringen af nye, åbne kategorier. Winckelmann forklarer:

»Abstraktionen kan give slip på det, der er defineret. Selvfølgelig har abstraktion i kunsten en historie eller en kontekst, man knytter den til, men samtidig er der mulighed for opløsning. Det er det, der interesserer mig: At der er både er referencerne til noget velkendt og samtidig mulighed for at bevæge sig væk fra det.«

I tråd med sin seneste soloudstilling på Overgaden har Winckelmann med Stop Calling Me Names arbejdet i rumlige, arkitektoniske forløb snarere end i afsluttede enkeltværker.

»Overordnet har jeg lavet det greb, at jeg indsætter nogle nye skillevægge i bygningen. Skillevæggene er stålkonstruktioner, der i virkeligheden er beregnet til, at man sætter gipsplader på. Jeg lader dem i stedet stå åbne, så de bliver rumlige skitser til en ny måde at se bygningen på. På den måde er det åbent for hver enkelt beskuer, hvordan man forestiller sig det her fremtidige eller mulige rum. Det bevirker også, at hvis jeg sætter et maleri eller et stoftryk op på en af stålkonstruktionerne, så kan man se begge sider af lærredet. På den måde kan det blive til en diskussion af, hvad der er foran og bagved, rigtigt og forkert. Hvis man vender lærredet om, vender man så også et hierarki? Den åbenhed for, hvordan man ser på tingene, ligger i hvert eneste greb helt fra de mest overordnede beslutninger til den mindste detalje.«

System og krop
Parallelt med den måde, Winckelmanns maleri- og stofværker ofte tager afsæt i geometriske inddelinger, har hun på denne udstilling tænkt barokarkitekten Lauritz de Thurahs grundplan som et lærred, hun har skitseret oven på og inddelt i nye, systematiske rumlige forløb. Systematikken og geometrien udgør et solidt udgangspunkt, som løbende må forhandles gennem det organiske og tilfældige.

»Grids (gitterstrukturer, red.) er vigtige for mig som et fast holdepunkt. Sådan er det også helt konkret i et stykke stof: Når trådene krydser hinanden, skaber de et fundament. Jeg har startet ud med at indtegne en meget præcis inddeling i grundplanen. Men den stringens jeg tegner ind i grundplanen, bliver altid brudt, når man først går i gang med at bygge konstruktionen. Pludselig kan man ikke sætte den sidste søjle op, fordi der så ikke kan komme en kørestol igennem rummet. En loftssøjle må skæres over på midten for at gøre plads til brandalarmen i loftet. Alle de elementer er med til at gøre det hele mere organisk og til noget, som må arbejde sammen med det andet. Lige pludselig har man fundet et tredje sted, hvor man bliver nødt til at forhandle. Og det, synes jeg, er et spændende sted at være.«

Det sanselige og konceptuelle er for Winckelmann ikke modsætninger, men går hånd i hånd.

De nøje udvalgte materialer, farver og rumlige nedslag bruges som visuelle redskaber til at bearbejde de utallige symboler og referencer, vi ofte helt ubevidst omgiver os med til dagligt.

»Jeg arbejder meget med tekstiler, fordi der på forhånd ligger nogle dagsordener i stoffet. De seneste år har jeg arbejdet meget med bomuldsmaterialet stout som base for mine malerier, fordi materialet står for noget helt andet, end et klassisk lærred gør. Stout bliver normalt brugt som skitsestof til tøjkollektioner. Man tegner på kroppen, gennem stoffet, i den proces. For mig er materialet derfor spækket med en skitseatmosfære og en historie omkring dens brug, samtidig med at der er en klar reference til noget fysisk og kropsligt. Uanset om man ved det som beskuer eller ej, så tror jeg, det ligger i værket, som noget man kan opfatte via ubevidste kanaler.«

Farvens politik
I en tid, hvor man taler om, at målrettet markedsføring og sociale medier skaber større polarisering på højre- og venstrefløjen, kan den abstrakte kunst måske netop have en særlig vigtig rolle at spille som en måde, at diskutere tingene på en mindre styret måde?

Selv siger Mette Winckelmann:

»Til denne udstilling har jeg især undersøgt farven blå: Hvad signalerer den? Hvad bliver den brugt til? Undersøgelsen ligger i forlængelse af min tidligere udstilling på Overgaden, hvor jeg udelukkende arbejdede med farverne sort, rød og hvid, der var valgt på grund af deres forbindelse til revolutionshistorie, modstand og opstand. Både den russiske avantgarde, Rote Armee Fraktion, Røde Mor og alle mulige andre protestfænomener benytter sig af de farver. Jeg kunne lide den forhandling, der lå i at blande de to revolutionsfarver, så de blev ”skæve” og lilla. Der lå noget sympatisk i det.”

”På denne udstilling var det interessant at arbejde med den ”fornemme” farve, som blå er: Blå er den sidste farve, der bliver defineret i farveskalaen, og i menneskets bevidsthed har man længe opfattet den som en del af den grønne farveskala. Pigmentmæssigt er det samtidig en fin og dyr farve med en lang tradition af konger i kongeblåt. Det er nogle af de hierarkier, jeg synes er interessante at arbejde med. Derfor har jeg undersøgt, hvad opblandinger af blå kan sammen med sig selv og i forhold til noget andet.«

»Jeg arbejder visuelt med sanseindtryk og har ingen politisk agenda. For mig er det langt vigtigere at tale til folks sanser. Men det er klart, at jeg også laver kunst, fordi jeg har et behov for at arbejde med nogle problematikker, som er aktuelle. Med udstillingstitlen Stop Calling Me Names er der måske nogle, der kommer til at tænke over, hvad det betyder. Er det en protest – eller hvad? I hvert fald giver kunsten en platform, hvor jeg kan få lov til at give et bud på, hvordan noget kan hænge sammen eller skabe et alternativ til det bestående.«

Comments are closed.