Eget værelse

Eget værelse
Identitet og muligheder i det abstrakte maleri

Af Sara Hatla Krogsgaard

Hvad har en ung, nulevende, kvindelig billedkunstner tilfælles med en skønlitterær forfatter fra starten af det forrige århundrede? Ikke meget skulle man tro; men går man til Virginia Woolfs værker, peger tematikken i høj grad frem mod problemstillinger vedrørende køn og identitet, som stadig er aktuelle den dag i dag og, som i høj grad sættes i spil i Mette Winckelmanns værkproduktion.

I sit socialfeministiske essay Eget værelse fra 1929 argumenterer Virginia Woolf for kvindens ret til et eget rum for udfoldelse; et sted hvor hun kan lukke døren bag sig og derved distancere sig fra gængse normer og fastdefinerede forestillinger om det kvindelige og manden som den evige mod eller medpart.

Værelset hos Woolf er altså på een gang det fysiske rum og kvinders konkrete arbejdsvilkår, men også et mere metaforisk, åndeligt rum for kvindens fritsættelse fra konventionelle krav om femininitet. Samtidig agiterer Woolf stædigt mod at polarisere og isolere det kvindelige fra det mandlige. Hun finder værker, der er ”uformildet mandlige” eller udelukkende feminine i deres tilgang uinteressante og skriver om den kunstneriske skabelsesproces:

”Det er skæbnesvangert at være mand eller kvinde ene og alene. Man må være kvindelig-mandlig eller mandlig-kvindelig. Det er skæbnesvangert for en kvinde at lægge den mindste vægt på klager, at tale nogen sag, selv med rette, eller på nogen måde bevidst at tale som kvinde. Og skæbnesvangert er ikke blot en talemåde, for hvad som helst der skrives med bevidst mangel på ligevægt er svangert med en ilde skæbne – det vil dø hen. (…) Der må gennemføres en forening af modsætningerne…”

Det er netop i dette felt, hvor modsætninger mødes, Mette Winckelmann udfolder sine værker. Hendes abstrakte hard-edge malerier ligger langt fra ”det feminine” i gængs forstand, men er heller ikke en fortsættelse af en ”maskulin”, abstrakt tradition. Tvært imod lader Winckelmann konstant de to sfærer sameksistere eller skiftevis modarbejde og nedbryde hinanden. Hun tager bevidst afsæt i den modernistiske tradition, hvor det nonfigurative maleri ofte forbindes med det maskulint kodede. Samtidig nedbryder hun hele tiden tegnet for den mandlige kunst ved at kontrastere den med stilistiske greb, forbundet med det traditionelt kvindelige. Dette gør hun for eksempel ved at tilføje malerierne farvefelter, der leder tankerne hen på et kvindeligt – af og til næsten husmoderligt univers af citronfromage gult, pudder eller sart mintgrøn i stil med 50ernes køkkeninteriører, eller ved at udføre et helt igennem stringent, hårdt geometrisk maleri i lyserød og pink. På samme måde anvender hun stoffet som et “mellemsted”, hvor hun ved at inddele et stofobjekt i skarpe geometriske former, tilføjer det bløde, traditionelt feminint ladede materiale en maskulin gestik. Dette gør sig for eksempel gældende i værkerne Reading about it og Abstract Composition (Reading about it) begge fra 2007. De to værker er henholdsvis et akrylmaleri og en stofcollage, men med det samme patchworkagtige motiv. Ved at påføre malingen helt tyndt, så den underliggende farve skinner delvis igennem har Winckelmann tilføjet maleriet noget slidt eller lurvet, der ofte kendetegner patchworktæppet. De farvede felter er lagt ovenpå andre bemalede felter, hvilket skaber en tredimensionalitet og en slags sprækker i maleriet, der kunne forveksles med syningerne eller mellemrummene i et patchworktæppe. Omvendt fremstår stofværket med sine klare farver og udskårne felter næsten mere grafisk og fladt end maleriet. Betragter man de to værker på afstand, kommer man næsten i tvivl om, hvad der er maleri og, hvad der er stof. Værkerne mimer hinandens form og forholder sig eksplicit til hinanden. Stofværket er indrammet i en kraftig ramme og synes således stædigt at insistere på sin status som kunstværk. Set i et kunsthistorisk perspektiv bliver denne insisteren lettere kontroversiel, idet tekstil og kunsthåndværk traditionelt har været knyttet til det kvindelige domæne og gennem tiden er blevet udgrænset eller negligeret som ikke-kunst, i modsætning til det (maskuline) abstrakte maleri. Titlen Reading about it, henviser netop til hvordan Winckelmann som kvindelig kunstner per definition står udenfor den modernistiske, abstrakte tradition.

Comments are closed.