kunstnerisk statement

English

 

Kunstnerisk Statement: Bevidst Abstraktion!

I et abstrakt udtryk træder materialerne frem og bliver en betydelig del af værket. Et godt maleri har en bevidsthed om sin egen fysik og rummet omkring det, og spørger til sin egen eksistens.

Abstrakt maleri har en central rolle i min praksis. Jeg bruger abstraktion i forskellige medier – f.eks. stofcollage og flag – som et redskab til at opløse og åbne faste definerede kategorier og former. Mine malerier og stofcollager har en særlig dialog. Ofte er stofcollagerne genskabt som maleri eller omvendt. Indholdsmæssigt arbejder jeg med at skabe betydninger, der omhandler kønnenes historie, hvilket jeg bl.a. viser i sammenstillingen af værker og materialer.

De abstrakte malerier opstår på baggrund af systematiske kompositioner, geometriske inddelinger, former og farver, der mimer eller bruger visuelle greb og strukturer fra forskellige kulturers håndværkstraditioner. Der er bl.a. referencer til Navajotæpper, svenske kludetæpper, og patchworktæpper i flere af værkerne. De forskellige referencer, kombineres i maleriet, hvor de optages i hinandens logik. I det abstrakte udtryk er det derfor ikke intensionen at finde den universelle form, men derimod at tilstræbe en form, der er under konstant forandring. Når jeg i det enkelte værk arbejder med flere signaler på én gang, er det for at åbne værket både sanseligt og symbolsk. Det er min ambition, at værkerne fremstår taktile og spirituelle på en gang. Jeg arbejder med deres fysikalitet. De refererer til kroppen og de fysiske betingelser ethvert individ er udstyret med.

Hvad medier angår, arbejder jeg meget med tekstiler i forskellige formater. Flaget som objekt, fænomen og symbol for identifikation, interesserer mig. Flagets autoritet og autensitet bruger jeg til at de- og rekonstruere ideer og forestillinger om os selv og andre. I flere værker, som omhandler identifikationsspørgsmål, er jeg interesseret i de muligheder og begrænsninger samt hierarkier, vi selv skaber og viderebringer – særligt i forhold til kvinders position.

Udover selve materialet, bruger jeg ofte titlen på et værk til at præcisere dets udsagn, som f.eks. i maleriet Bedcover for Sonia Delaunay, 2006. Delaunay syede et abstrakt sengetæppe til sin søn, Blanket, 1911, der dengang blev betragtet som brugshåndværk, men i dag som kunstværk. Dette sengetæppe står for mig som et symbol på sammenhængen mellem kunst og liv, hvilket er essentielt i min kunstneriske praksis.