Solvej Helweg Ovesen
»De andre så bare en masse streger, hvor jeg så en klart sammenhængende tegning«
Det siger Mette Winckelmann om hendes første oplevelse af, at hendes egen trang til at splitte ting ad faktisk var hendes kreative våben. Hun er en kunstner, for hvem geometriske inddelinger af et givent »territorium« – malerlærred, stofstykke, eller overflade generelt – er lig tilegnelsen af et eget rum. »At gå således til lærredet er en måde at indtage det på. Det gælder for de fleste af mine værker, projekter og udstillinger, at jeg starter med at gå til materialet, lærredet, rummet, grundplanet ved at inddele det. Et lærred måler jeg for eksempel op og sætter præcise streger på formatets halvdel, trediedel og fjerdedel, som jeg markerer og bruger i det videre arbejde. Opdelingerne er en måde at organisere fladen på, men også et grundlæggende skelet, som jeg egentlig mener, er der allerede, og som jeg blot fremhæver. Det hænger for mig tæt sammen med kroppens struktur, som vi som mennesker er afhængige af, og som på en gang giver råderum og begrænser.«
Hvordan kan man forstå nydelsen i skabelsen af et grid? Hvis man forestiller sig den stille fryd eller lettelse, der ligger i at få sin vilje opfyldt, at vinde en kamp man har kæmpet med sig selv, eller imod at leve på en måde, som andre har fortolket og planlagt for en, kan man så sammenligne denne følelse med fryden ved at inddele og disponere et lærred? »Opdelingen eller griddet som er første skridt i arbejdet med et værk, er et led i processen med at løsne op for noget statisk«, beretter Winckelmann. »Det er en følelse af klarhed og logik, der fremkommer når jeg gør det – som var det det eneste rigtige. Jeg tror også at det er stimulerende på et mentalt, åndeligt plan for mig, men også for andre – at tage det ind gennem øjnene. Ikke som en belærende eller fortællende specifik pointe, men mere som en form for stimuli eller mental massage.« Måske ligger massagen i synsforvirringen, det ufokuserede moment, som opstår når man kigger på et billede som The Four Parts, 2013. Maleriet er delt op i et grundlæggende, håndholdt grid, der er fordelt over hele fladen. Det, der udgør det for udefrakommende let uigennemskuelige element i billedet, er samspillet mellem de lige og stramt strukturerede linjer og så de organiske frit løbende varierende linjer. Det er som om øjet opgiver kontrollen med mønstret og materialet og må indlade sig på dets uransagelige, ja uregerlige veje og lag. Eller hvis man følger de tvistede bevægelser i det vertikale The turn of the screw, 2013, og lader sig overraske af den koloristiske udvikling fra rust til de luftige pasteller. Samtidig er en hvis transparens i værkernes materielle realitet dog vigtig i og med at »[…] lagene fremstår åbne, at det er tydeligt med kortere afstand til værket at afkode hvert enkelt lag, og alså hele processen hvorunder værket er blevet til.«
Griddet og tilskæringen af delformerne er også centrale elementer i et skulpturelt værk som Used In Denmark, 2012, der er lavet som en trekantet platform af farvede klinker, der er opvarmet indefra, og som man kan sidde på. Griddet er til stede som i de andre værker, men det forløber »rundt om formen eller ned i den, som kunne man skære den som en kage«, forråder kunstneren om værket, og »der er andre inddelinger, der blander sig med det grundlæggende grid, men altid nogle som også forholder sig til det format eller den krop, som værket udspringer af.«
Men griddet er noget, der kommer og går. I det nye værk The Shape of Things to Come, 2013, der nærmer sig et hvidt monokrommaleri på afstand, er griddet først synligt når man kommer helt tæt på. Her forholder de udskårne felter af stof sig til de markerede blyantstegnede mål i billedet. Griddet kan altid forrykkes og her er stykkerne lagt i et processuelt system, som forholder sig til hjørnerne og roterer rundt i forhold til formatet. Det samme gælder Fall, 2013, der er skabt med blyant, stout, akrylmaling og gesso på lærred, og som fremtoner i en meditation over gråtoner og pasteller, der åbner et efemert, beroligende rum, hvor vinkler og kanter trænges tilbage af bløde stofkanter og tre store integrerede cirkler. Winckelmanns værker er altid uafsluttede – der kan komme flere lag på eller være taget lag af, før værket præsenteres, hvilket er et af de raffinerede kunstneriske greb bag The Shape of Things to Come og Fall. Kombinationen af maleri og kollage, som ses her, er en ny udvikling i kunstnerens oevre. Det æstetisk dragende billede Lucky Pieces, 2013, er også skabt i denne ny maleri-kollage stil, men er mere rumligt fokusseret. Her overlagrer flere principper og mønsterlogikker i forskellig skala hinanden, således at et harlekinmønster af mørkeblåt stof og lysegrå maling overlapper og indrammer et griddelt maleri, og langsomt opstår en magisk vibration imellem forskellige rum og logikker på trods af en dominerende central oval form. »Selve handlingen at inddele en flade betyder for mig at have mulighed for at bytte om og gøre om, som at åbne værket, at se det som et potentiale med mange muligheder. Det er som at se sit eget og andres materiale som en fleksibel størrelse, over tid og rum.« Hun har gjort denne »opløsning« af statiske eller monumentale former til en tilbagevendende praksis ved blandt andet også at lave en slags dobbeltværker, der eroderer ideen om det enestående mesterværk. I over et årti har Winckelmann lavet kollager, der kopieres som malerier eller omvendt. Sættet Lets Talk About Sex, 2009, som er en kollage, og maleriet Push it, 2009, er en spejling af hinanden, men begge værker er trods alt så forskellige i materiale og udførelse, hvilket netop er pointen, således at når de hænger i den samme udstilling, går der et stykke tid før man opdager fordoblingen. Det er ikke tro kopier. Titlerne er ikke oppositioner, heller ikke ens, men tydeligt sat i spænd med hinanden.
Winckelmann mener selv, at roden til hendes revsende obsession – den nu årlange let perfide, masochistiske inddeling af overflader mest i en art kvadrater, trekanter og cirkler – ligger i hendes indgroede trang til at splitte ting op. Det vil sige trangen til at befri f.eks. en skjorte fra dens form, bringe dens materiale tilbage til noget, der måske minder om dets fortidige form eller noget helt tredje som i What is Left from a Man’s Shirt, 2008, hvor alle dele af en mandeskjorte er klippet ud som abstrakte former – af et blåt stykke stof, der så danner billedets baggrund. Både krop og maskine taler sammen og integreres i en ny sammenhæng. Ting befris fra dem selv. Selv værket som original befris fra den hierarkiske position – tænker man på dobbeltværkerne – og repræsenteres som gennemskuelige taktile, maleriske overflader, der til tider i sandhed grådigt indtager rummet omkring dem. »Når billedet går op, spreder det sig ud i rummet, ud over dets egen ramme«, forklarer Winckelmann. Den kunstneriske handling for hende ligger i at inddele rum, lærreder, overflader, stofstykker og sætte dem sammen igen; skabe nye lag. Sjældent afslutter hun bevidst et værk endsige et mønster ved rammens kant eller i tid, men lader det se ud som kunne det fortsætte og vi i denne omgang blot fik en lille bid af det som i Carpet of Every Moment, 2011. Et værk hvis aksers snitpunkter ligger uden for billedet, og hvis sindrige mønster synes komplet uigennemskueligt. Tænk hvis kunstværker gjorde det – bare fortsatte i det uendelige, hvilken optisk svimmelhed. Flere af de malerier og objekter, som Winckelmann sætter i verden, har en spirituel, måske befriende visuel og emotionel virkning. I hvert fald antyder de et uendeligt ikke hierarkisk rum; et fristed. Crosses and Losses, 2012, er et værk, der har arvet titlen fra en patchwork blok, og som består af skjorte-prøver i pastelfarver, som er ordnet i et simpel grid, men som rørt af en udefrakommende begivenhed, hånd eller orden, hvis næsten efemere spor (sorte antydning af streger) kun er antydninger af en patchwork blok, et væv, der rækker langt ud over værkets overflade. Hvad betyder en firkant her i forhold til en cirkel? Hvis trekanter, firkanter og cirkler i sig selv har en betydning, men i højere grad har en mening når de ses eller forstås i et patchwork, mønster, maleri kontekst, hvad er så intimiteten imellem delene, og hvad betyder den for helheden? »Jeg har altid haft et naturligt forhold til matematik og systemer. Både som barn og voksen har jeg undersøgt og følt mig knyttet til de former og set dem som en helt grundlæggende faktor for krop og ånd. Trekanter firkanter, cirkler, og andre geometriske former er i deres logiske opbygning et sprog eller en familie, som i kraft af hinanden retfærdiggør eller forklarer hinandens eksistens. De er samtidig hver især symboler på vidt forskellige fænomener og en genkendelig krop, der bringer noget særligt med sig. De geometriske former har et omrids, man som menneskekrop også står i fysisk forhold til. Jeg har arbejdet med stof lige så længe, som jeg har tegnet – siden barndommen faktisk, og det har været den samme lyst til at splitte tingene op, hvad enten det var ruller med stof i metermål, aflagte cowboybukser, eller en tegning hvor stregerne opløstes af et udefineret motiv. Jeg var ikke selv bevidst om det, men da jeg som 18-årig gik på en tegneskole og erfarede, at de andre bare så en masse streger, hvor jeg så en klart sammenhængende tegning, begyndte jeg at blive bevidst om min måde at se tingene på og min særlige interesse for det opløste og åbne.«