Iris Müller-Westermann
Mette Winckelmann – Patchwork som undersøgelsesmetode
Mette Winckelmanns store abstrakte malerier minder om de første danske værker inden for den konkrete kunst i 1950’erne, for eksempel Richard Mortensens konstruktivt-abstrakte værker. Når man ser nærmere efter, opdager man dog, at mange af kunstnerens arbejder slet ikke er abstrakte malerier, men tekstilkollager. Stofstykkerne er syet sammen ligesom i patchwork. Som underlag bruger hun lærred, andre stoffer og somme tider træ.
Traditionelt er patchwork en form for håndarbejde, hvor stofrester i forskellige størrelser og farver bliver syet sammen til store billeder bestående af gentagne mønstre. Denne teknik blev tidligere oftest anvendt til tæpper, men også til pudebetræk, tasker, vægtæpper, tøj og meget mere.
I mange værker kombinerer Mette Winckelmann tekstilkollagerne med maleri som i The Turn of the Screw, 2013. Kendetegnende for disse er de geometriske strukturer, der ofte er symmetrisk opbygget.
Patchwork som undersøgelsesmetode
I tidens løb har patchworkteknikken udkrystalliseret sig som en arbejdsmetode for Mette Winckelmann, som hun bruger til at undersøge sit eget kunstneriske udgangspunkt og sin rolle som kunstner i en verden, som bygger på en kunsthistorie skabt af mænd gennem mænds handlinger. Desuden bliver patchwork til en strategi, hvormed hun organiserer verden visuelt i sine arbejder, strukturerer den og dermed udforsker den.
Under vores første samtale fortalte kunstneren, hvordan hun – endnu før hun kunne læse og skrive – sad ved symaskinen og syede stofstykker sammen, som der var tradition for på Als, hvor hun stammer fra. Kvinderne på øen gemte alle stofrester og syede dem senere sammen til tæpper og sengetæpper. Kvinderne omkring Mette Winckelmann benyttede sig af mønstre, som ofte havde en lang tradition bag sig. I visse tilfælde kunne man se på mønstrene, hvem der oprindelig havde skabt dem. Et mønster var ligesom en melodi, der kunne tages op af andre kvinder, der brugte det, og som forandrede og videreudviklede det.
Da Mette Winckelmann senere begyndte at studere malerkunst på Kunstakademiet i København, blev hun hurtigt klar over, at der var hierarkier inden for kunsten. Arbejdet med tekstiler havde lavere rang end maleri.
Det førstnævnte blev forbundet med håndarbejde og kvindelighed, med kvindearbejde og nyttefunktioner, mens det sidstnævnte var en mandlig udtryksform, som var mere ophøjet, fordi den ikke behøvede at gøre nytte og kun eksisterede for sin egen skyld.
Opgøret med kønsproblematikken
Siden da har opgøret med kønsproblematikken gået som en rød tråd gennem Mette Winckelmanns værker. Hun begyndte at kombinere maleri med tekstiler for på den måde at undersøge gyldigheden af det eksisterende hierarki. Dermed knyttede hun an til det arbejde, som kunstnere som Rosemarie Trockel har udført siden 1980’erne, og førte det videre. Man kan for eksempel tænke på Trockels store maskinstrikkede uldbilleder, som er prydet med mandlige magtsymboler og spændt op i rammer ligesom malerier, eller på den tyske kunstners hvide »minimalistiske malerier«, som ved nærmere eftersyn viste sig at være emaljerede tavler, hvorpå der i stedet for malede cirkler var anbragt sorte, runde kakkelovnsplader. Ud over ulden og håndarbejdet smuglede Trockel det kvindelige univers, køkkenet, ind i kunsten på en oprørsk måde og udsatte det for de herskende kriterier. Den eksisterende rangorden, der var skabt af mænd, trådte på den måde tydeligt frem.
Opstilling og overskridelse af systemer
Mette Winckelmanns billeder – både hendes kombinationer af stof og maleri og hendes rene stofarbejder eller rene malerier – bliver til gennem en række faser: For hvert billede beslutter kunstneren sig for et system, hvorefter de farvede former bliver fordelt på underlaget. For eksempel kan hvert andet element være gråt og hvert tredje gult. Alle de videre skridt bliver taget ud fra dette grundlæggende system. Derefter reagerer kunstneren på dette grundrids baseret på mandlige regler ved at overtræde reglerne. Mette Winckelmanns arbejder handler altså ikke kun om at opstille systemer, men også om at sprænge disse systemer og strukturer, altså om at overskride grænser. Hendes værker tydeliggør, at systemer og strukturer er nødvendige, men at ethvert system også er en begrænsning og en indskrænkelse, som trænger til, at man overskrider det og sætter spørgsmålstegn ved det. Balancegangen mellem udførelsen af en instruktion, som på en vis måde har en meditativ karakter, og udfordringen og overskridelsen af systemet er centrale processer i Winckelmanns arbejde.
Fascinationen af, at der ved sammensætningen af stofstykker bestandig kan opstå noget nyt og uventet, er en vigtig drivkraft for kunstneren. Desuden er tekstiler et fleksibelt materiale. I modsætning til oliefarve kan stoffer bæres tæt på kroppen og på den måde blive til en anden slags hud. Og ud over beklædningsgenstande kan der også laves gardiner, flag og alt muligt andet af dem. Flag optræder flere gange i kunstnerens produktion. Flag er symboler for identitet, for ideer og begreber, som vi har om os selv og om andre, og de repræsenterer for Mette Winckelmann en mulighed for at reflektere over sig selv.
Mens hendes tidligere arbejder består af meget stærkt farvede elementer og virker temmelig tætte, fremtræder hendes nyere værker mere åbne, luftige og gennemsigtige. Mange af disse minder om lys, der brydes i et prisme, eller om mosaikvinduer i en kirke. Her ser man tydeligt en bestræbelse på at overskride materialiteten og stofligheden, og et spirituelt rum åbner sig. Nogle af disse værker udstråler et lys, der synes at komme indefra, fra selve materialet, og ikke udefra.
Udvidelse af patchworket i rummet
Med sin udstilling We have a Body i Den Frie Udstillingsbygning i København i 2011 førte Mette Winckelmann sine undersøgelser med patchwork som metode endnu et skridt videre. Her inddrog hun selve udstillingsrummet i sit værk og genskabte det som et tredimensionelt stykke patchwork. Med denne udvidelse af værkerne ud i rummet udvidede hun beskuernes oplevelse ud over mødet med hendes værker. Når gæsten trådte ind i rummet, oplevede han nemlig sig selv som en del af den tredimensionelle struktur. Han var ikke længere en udenforstående tilskuer, men blev en del af en helhedsoplevelse og en del af installationen. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Marcel Duchamps iscenesættelse af International Exhibition of Surrealism, i Paris i 1938, hvor han sprængte »The White Cube« og i stedet for at hænge værker op på hvide vægge skabte et oplevelsesrum, som tog den besøgende med på en rejse dybt ned i underbevidstheden. I det sparsomt oplyste rum, hvor man knap nok kunne orientere sig, og som indimellem kunne virke direkte skræmmende, mødte man uventede ting som de berømte kulsække, der hang ned fra loftet, og en lang række drømmeagtige scenerier. Mette Winckelmann skabte med We have a Body et oplevelsesrum, som havde til formål at lade de besøgende møde kunstværket, ikke med deres intellekt, men med hele kroppen.
I sin offentlige udendørsinstallation Tro og overtro til Viborg Kunsthal dækker kunstneren den mur, der adskiller museets have fra den omgivende by, med betonfliser, der er sat sammen som patchwork og danner kæmpestore mønstre. Disse mønstre har kunstneren fundet i museumssamlinger af folkekunst og i amerikanske og skandinaviske bøger og hjemmesider om patchwork. I alt 100 forskellige symboler, hver især sammensat af ca. 36 fliser i forskellige farver, er anbragt i tre rækker på muren. Disse symboler har overvejende kristen baggrund og henviser til både tro og overtro. Mønstrene er imidlertid ikke ordnet efter indhold, trosretninger eller hierarkier, men præsenteres ligeværdigt ved siden af hinanden. Man finder her Stjernen over Bethlehem, Israels børn, Jakobsstigen, Trinene op til alteret, Vejene til Jeriko, Guds øje og mange flere. Dette arbejde afspejler ikke en bestemt synsvinkel, men viser på en kalejdoskopisk måde de mangfoldige og nuancerede måder, hvorpå mennesker har forsøgt at forklare de store sammenhænge for sig selv på baggrund af den kristne tro for at forstå verden og deres egen rolle i den. Kun mønsteret i den midterste række fremstår helt, mens dem i den øverste og nederste række er beskåret, hvilket giver indtryk af, at man kan forlænge panoramaet af mønstre og tegn opad og nedad efter behag. I dette arbejde udnytter kunstneren Viborgs historie. Indtil midten af 1600-tallet var den Jyllands største by. Allerede i førkristen tid var Viborg – hvis navn kommer af viberg = helligt bjerg – det vigtigste offer- og tingsted i Jylland. Senere, i middelalderen, var Viborg med sine 12 kirker, deriblandt den berømte domkirke, og sine seks klostre et vigtigt religiøst centrum. Her mødtes forskellige retninger inden for den katolske kirke, såsom dominikanere og franciskanere og andre ordner, og senere, i 1500-tallet blev byen et betydningsfuldt centrum for reformationen. I Tro og overtro drejer det sig for kunstneren ikke om rigtige og forkerte trosforestillinger, men om at skabe et panorama over forskellige synsmåder, som beskueren kan lade sig inspirere af, og som måske kan få ham til at tænke over sine egne forestillinger.
I udstillingen her på Kunstmuseet Brundlund Slot bliver patchworkprincippet endnu en gang udvidet og får en ny dimension: Slottet, hvor museets udstillingsrum ligger, er i sig selv et stykke patchwork. Siden det blev grundlagt af Margrete I i 1411 er det utallige gange blevet ombygget og tilpasset til nye behov, og i sin nuværende form afspejler det på kalejdoskopisk vis sin over 600 år lange historie. I sin udstilling her forholder Mette Winckelmann sig til slottets arkitektur med sine specifikke rumindretninger og væver sine egne arbejder sammen med dette arkitektoniske patchwork. Da jeg talte med hende, var udstillingen stadig under planlægning, og kunstneren fortalte, hvor nysgerrig hun var efter at se, hvordan slottes arkitektur ville påvirke hendes arbejder såvel som omvendt.
Hendes arbejde her på Brundlund er imidlertid på ingen måde begrænset til slottets indre rum. Kunstneren inddrager også slotshaven i sin udstilling.
Der lægger hun et mønster af mursten, der alle stammer fra et nedrevet missionshus i Haslev. Tiderne har ændret sig, og mange missionshuse er i de seneste årtier blevet nedlagt eller nedrevet som f.eks. missionshuset Bethesda i Haslev, bygget i 1905. De hårdtbrændte mursten fra facaden, som tidligere udgjorde den arkitektoniske ramme om menneskene med det formål at udbrede deres tro og deres intentioner i ord og gerning, er nu bredt vandret ud i slotshaven. Der er præcis 602 mursten – en for hvert år siden slottets grundlæggelse i 1411. Et af de spørgsmål, der bliver udforsket med dette arbejde i slotshaven, er, om og i hvor høj grad de energier, som er indlejret i de gamle mursten, på en eller anden måde kan overføres til beskueren, måske som en stemning, som nogle tanker eller på anden måde.
Patchwork indebærer altid en reaktion på arbejdet fra andre, og det gælder også her. Tidligere plejede Mette Winckelmann at planlægge nøje og kontrollere den kunstneriske proces, men i dag opstår hendes værker i højere grad gennem en dialog. Det anvendte materiale har sin egen vilje, hvis man bare vil lade den komme til udtryk. Alt er konstant i bevægelse og i forandring. I Mette Winckelmanns værker drejer det sig altid om en afbalancering af modsætninger, om processer. »En fleksibel form er det sublime, ikke det ene sublime resultat«. Således formulerer kunstneren sit måske vigtigste motto.